Når solen går ned

En ny dag er gået. En dag med sol. En dag med varme. Jeg ønsker mig noget, men jeg kan ikke få det. Aldrig. Aldrig nogensinde. Uanset hvor meget jeg prøver. Jeg ønsker.

Det var den dag. Den sorteste af alle sorte dage. En af de dage der slet ikke burde være hændt. En af de dage, som man ville ønske man kunne springe over eller helt glemme. Endnu et ønske. En forhåbning. En drøm.

Det var en helt almindelig tirsdag. Den anden dag i ugen. Den syvende time på dagen.

Solen skinnede, da jeg om morgenen trak gardinerne fra. Jeg smilede. For når solen skinner, sætter jeg endnu mere pris på livet. Jeg tror, at det er muligt for mirakler at ske.

Jeg trak i tøjet og tog min lillebrors hånd for at cykle i skole. Det var en af de dage, hvor jeg inderligt ønskede at følge med ham i skolen. Jeg tror, at han havde taget det forkerte ben ud af sengen den morgen, for glæden i hans øjne var svær at skue.

På vej ned ad den dejligste grønne sommersti slingrede min bror en del. Jeg fremlagde ham min forundring over, at han ikke smilede, hvilket kun gjorde hans slingren værre.

Jeg sænkede farten. Stille. Roligt. Langsomt.

Jeg cyklede lidt i baggrunden og lod ham finde balancen igen. Inden jeg nåede at opfange et eneste tegn lød der et brag. Et skrig. En smerte.

Siden den dag har jeg aldrig set min lillebrors smil. Jeg har aldrig set min lillebror siden.

Han sidder oppe i himlen og kigger ned. Når solen går ned, så vinker han til mig fra stjernerne. Så blid. Så sød. Så uskyldig.

Jeg ønsker mig. Jeg har drømme. Jeg har forhåbninger. Forhåbninger til livet.

Det er svært at kunne opfylde sine egne drømme, men når man smiler, så tror jeg på at mirakler kan ske.